Saxofonlærer - Stefanos Damgaard Sokianos
Jeg hedder Stefanos Damgaard og er uddannet klassisk saxofonist fra det Kongelige Danske Musikkonservatorium i København.
Det er for mig blevet en stor glæde at undervise i saxofon, og det er noget, jeg brænder for. Jeg ser det som en berigende og vigtig del af en tilværelse som aktiv musiker at videreformidle de kompetencer, som jeg har brugt lang tid på at tilegne mig.
I min undervisning er det meget vigtigt for mig, at eleven har en god og spændende oplevelse med at lære at spille saxofon. Det er fedt at spille saxofon, og det er allerfedest, når man har et godt fundament både teknisk og musikalsk. Derfor bygger jeg min undervisning op således, at der er en teknisk del og en del, som er mere musikalsk fokuseret. Hvor meget hver del fylder bliver tilpasset fuldstændigt den enkelte elevs niveau og ambitioner, således at undervisningen giver mening både for eleven, som spiller, fordi det er hyggeligt og sjovt, og for eleven som gerne vil arbejde mere målrettet med sit spil. En god dialog med eleven er super vigtig for mig og er en forudsætning for en sund læringsproces.
Jeg er derfor meget opmærksom på at være tydelig og anerkendende i min undervisning.