Beskrivelse
Sangen “Uglen” indspillede vi på afstand under COVID 19
Den Musikalske Grundskole
Den Musikalske Grundskole varer i 3 år, fra 0.-2. klasse og giver børnene en grundlæggende musikalsk dannelse. Hvis man sammenligner med faget dansk, så vil det svare til at sige at de lærer at læse og skrive. Det er bedst at følge alle tre år, men man kan også hoppe på i 1. eller 2. klasse. Der er altid 4 prøvetimer i starten, hvor læreren kan vejlede jer i forhold til om det er det rette sted for barnet. Som regel er børnene meget hurtige til at indhente det, som resten af gruppen kan. Man binder sig ikke til tre års undervisning, men kun til et skoleår ad gangen (fra august til juni). I løbet af de 3 år vil vi gerne lære børnene: At synge ca. 60 fortrinsvis danske sange udenad At læse og skrive noder At synge og spille to-stemmigt Adem Fajkovic og Iben Vestergård har udviklet Den Musikalske Grundskole igennem et mangeårigt samarbejde. Adems styrke er orkester og sammenspil, mens Iben er uddannet klassisk sanger. Vi er inspireret af Kodaly-metoden og Music Mind Games metoden, samt vores viden fra vores uddannelser fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Kodaly-Metoden
Zoltan Kodaly (1882-1967) var ungarsk komponist, musikforsker og pædagog. Hans drivkraft var ideen om at musik tilhører alle, og har udviklet en metode til musikalsk læring, som nu bruges over en stor del af verden. Ideen er at musikken først læres igennem sin egen stemme og krop. Instrumentet er den menneskelige stemme. Når du kan læse og skrive noder og synge rigtig mange sange, så kan du derefter fortsætte din musikalske rejse, der hvor dit hjerte bringer dig hen. Han arbejdede med en tredeling af indlæringsprocessen:
- Oplevelse (børnene oplever musikken fra læreren)
- Bevidstgørelse (læreren bevidstgør de musikalske elementer)
- Øvelse (børnene øver de musikalske elementer)
Repertoiret er fortrinsvis sange og musik fra landets nationale skat. Zoltan Kodaly kaldte dem “sange, der repræsenterer landets sjæl”. I Danmark er det viser, folkemusik, højskolesange, sange om årets gang, nykomponerede og gamle sange fra de store danske komponister, m.fl.
Music Mind Games Metoden
Michiko Yurko har i mere end 40 år arbejdet med at udvikle spil og materiale til indlæring af musikteori og musikbegreber. Det er kort fortalt en slags brætspil og opgaver, der er konstrueret på en måde, så børnene synes at det er sjovt at spille og løse opgaverne. Eleverne lærer mange svære begreber og nodelæsning uden at de tænker over det. Man undgår meget tavlearbejde, som mange gange får børn til at “falde i søvn”. Selve metoden har mange af de samme elementer som Kodaly-metoden og er stærkt inspireret derfra. Vi er certificerede undervisere i denne metode og vil kunne lave en god blanding af de to værktøjskasser.
0. KLASSE:
METODE Her modtager alle elever en sopranblokfløjte. Hver time indeholder:
-
- Sang
- Sammenspil på fløjten
- MMG (Music Mind Games)
I løbet af året vil vi opbygge et stort sangrepertoire, som vil socialisere og danne klassen musikalsk. Børnene får en virkningsfuld oplevelse af musikken, som de skaber i fællesskab med de andre. Igennem MMG vil vi lære dem de første rytmer, nodesystemer og hørelæreøvelser. MÅL: I slutningen af året vil de kunne læse og klappe rytmer ned til 1/16 dele, vel og mærke ikke synkoperede rytmer, men lige rytmer. De vil kunne synge hele durskalaen på solfege og vil kunne lege med intervaller og afstande imellem toner. De vil begynde at læse op til 5 toner fra klavernodesystemet, fra grundtonen til kvinten, og vil kunne skrive dem ned. De vil kunne 20-30 sange udenad og 8-10 melodier på fløjten.
1. KLASSE:
METODE: Her modtager alle elever en sopranblokfløjte og et klokkespil. Hver time indeholder tre elementer:
- Sang
- Sammenspil
- MMG (Music Mind Games)
Det er ikke sikkert at vi kan nå alle tre områder i hver time, men vi vil arbejde i perioder, hvor nogle af de beskrevne områder vil dominere mere end nogle andre. MÅLET: At eleverne kan spille enkle melodier og sange med op til 5 toner uden ad, og at læse noder. At eleverne kan synge 20 nye sange udenad. At de kan alle nodeværdier, rytmer og de fleste musikalske begreber. At de læser og skriver mere og mere, op til en hel C-dur og A-mol skala.
2. KLASSE:
METODE: Her modtager børnene en sopranfløjte og en ukulele. Hver time indeholder følgende:
- Sang
- Sammenspil
- MMG (Music Mind Games)
Vi fortsætter med sang, brugen af kroppen og stemmen, men vi spiller mere og mere efter noder og begynder at få forskellige opgaver i gruppen, så der opstår sammenspil. MMG-metoden er måske ikke så aktuel længere, men det kan ikke udelukkes at vi spiller nogle MMG-spil, der er af en høj sværhedsgrad. MÅL: At lære 10-15 nye sange udenad, nogle af dem to-stemmige, eller kanons. At spille 2-stemmigt på fløjter. At lære de grundlæggende akkorder på ukulele.
I løbet af foråret holder lærerne lørdagsskoler, hvor man kan komme forbi og lytte til og prøve de “rigtige” instrumenter af. Igennem Den Musikalske Grundskole er der skabt en god basis for at børnene kan udvikle sin egen musikalitet, før de vælger et instrument. Det er en fremgangsmåde der kræver tålmodighed, men giver de bedste resultater i længden.